Fanklubben har rødder tilbage til Tvis KFUM Support "De Rød-Hvide Bønder" der blev stiftet den 5. december 1996 - i øvrigt som en af landets første håndboldfanklubber - med det formål at støtte Tvis KFUMs håndboldligaherrer. Der blev skaffet trommer, indkøbt fanudstyr og klubben fik foræret en megafon samt et kæmpemæssigt "flag" til brug i blok F. Medlemmerne strømmede til og De Rød-Hvide Bønder opnåede at blive en af den tids største håndboldfanklubber.
Fanklubbens første Præsident var Hans Henrik Hjermitslev, så Mads Udby og igen Hans Henrik Hjermitslev.
Da Tvis KFUM og HH90 i 2000 gik sammen om eliteoverbygningen Team Tvis Holstebro blev fanklubben videreført som TTHs fanklub under navnet "Flammen". Hans Henrik Hjermitslev fortsatte på præsidentposten indtil 2002, hvor han gav stafetten videre til Thomas Hjermitslev. Op til sæsonen 2005/2006 blev Flammen sat på vågeblus, da opbakningen ikke var hvad den havde været. Flammen.nu fortsatte dog uændret som et semiofficielt samlingspunkt for tilhængere af TTH. Omkring årsskiftet 2007/2008 begyndte fankulturen igen at gløde i det vestjyske og i jubelsæsonen 2008/2009, hvor TTH's første titel kom i hus, tændtes en ny fanklub: TTH Support. Mens den nye fanklub viderefører arven fra De Rød/hvide Bønder, fortsætter Flammen som en unofficiel fanhjemmeside.
Denne hjemmeside, flammen.nu, har også rødder tilbage til "De Rød-Hvide Bønder". Med Tommy Kikkenborg som bagmand åbnede bondehold.dk 15. september 1999 som fanklubbens hjemmeside. Selvom meget af indholdet på siden efterhånden er forældet, er den bestemt et besøg værd, fyldt, som den er, med bonderøvsnostalgi.
Da Team Tvis Holstebro blev en realitet og "De Rød-Hvide Bønder" blev til "Flammen" skulle der en ny hjemmeside til. Det skete i starten af 2001, hvor "flammen.com" åbnede. At sidens adresse nu er "flammen.nu" skyldes en fejl fra domæneudbyderens side som gjorde at domænet flammen.com i august 2001 blev købt af en amerikansk domænehaj, som kræver cirka 14.000 kr. for det.
I løbet af 2003 var det efterhånden blevet tid til en ny udgave af hjemmesiden. Thomas Hjermitslev skrev og designede, Tommy Kikkenborg hjalp til og sørgede for at version 2 kom til at fungere sammen med nyhedsdatabasen fra den gamle side. I den nye udgave, kaldet flammen.nu ver. 2, kom debatforummet bla. til. I starten af 2006 blev designet frisket op, så det blev lysere og mere minimalistisk.